Kun to procent af de søfarende tilhører kvindekønnet. Det er for få, mener Danske Rederier, som organiserer de forskellige rederier inden for shippingbranchen. Brancheforeningen har derfor sat en række aktiviteter i gang, som skal sikre, at der kommer flere kvinder ud i søfarten.
Der er blevet nedsat en taskforce, som har medlemmer hentet fra en lang række af medlemsrederierne, fra de uddannelsessteder, der uddanner folk til søens verden, og der er deltagelse fra flere kvinder, der i dag tjener som en slags rollemodeller for andre i søfartsbranchen.
Svært at tiltrække kvinder til søfarten
Der er mange forskellige jobs på søen, og Danske Rederier erkender, at det kan være svært at få unge kvinder til at vælge en karrierevej til søs. Der er ellers rigtig mange spændende jobs at få – fra maskinmester over skibsassistent til kaptajn, for blot at nævne nogle af de muligheder, der findes.
Jobbene på søen er traditionelt set mandefag, og måske tror mange kvinder, at tonen stadig er chauvinistisk og ubehagelig. Det er imidlertid slet ikke tilfældet, og en arbejdsplads på et skib er i dag fuldstændig som en tilsvarende arbejdsplads til lands. Der er ordnede forhold, og de enkelte rederier står inde for, at deres medarbejderes vilkår er, som de skal være.
Flere fokusområder
Danske Rederier har defineret tre fokusområder, som den nedsatte
taskforce skal beskæftige sig med.
Det første fokusområde handler om at få flere kvinder til at vælge de uddannelser, som findes inden for det maritime område. Det er for eksempel uddannelse som skibsfører, maskinmester eller andet. Nogle af disse uddannelser kan også bruges til jobs på land, så det er også vigtigt at få de unge kvinder til at forstå, at en karriere kan gå mange veje, selv om de har valgt en maritim uddannelse.
Det andet fokusområde handler om fastholdelse. Det er nemlig ofte sådan, at en kvinde efter nogle år på søen vælger jobs på land, hvis der bliver mulighed for det. Årsagen er formentlig, at det kan være svært at forene et job på eksempelvis et oceangående containerskib, der er væk i lang tid, med det at have små børn. Taskforcen skal altså forsøge at komme med nogle gode bud på, hvordan man får kvinder til at blive længere i jobbene på skibene.
Det tredje fokusområde handler også om fastholdelse. Nemlig om, hvordan man kan få kvinderne til at blive i branchen, selv om de måske ikke længere ønsker at arbejde på et skib. Her kan det handle om at få skabt nogle rammer for arbejdet, der gør det nemmere for folk at skifte mellem jobs på land og jobs til søs – noget, som måske kan være lidt vanskeligt i dag.
I vore dage er diversitet vigtig for enhver arbejdsplads. Det gælder også de maritime erhverv, og derfor kan det også af den grund være vigtigt at få flere kvinder til søfarten.
