Først smuttede vi forbi Tyskland, og nu har Danmarks handelsflåde også passeret USA’s, hvis vi måler på antal handelsskibe, som styres af danske rederier. Det understreger, hvor vigtigt transporterhvervet er for Danmarks økonomi.

Den danske handelsflåde er nu den femte største i verden. Foran ligger tre asiatiske lande – Japan, Singapore og Kina, mens Grækenland topper listen med den største handelsflåde i verden.

Bæredygtig branche

Danmarks nye erhvervsminister, socialdemokraten Simon Kollerup, har udtalt, at det glæder ham, at Danmarks handelsflåde på denne måde rykker op på ranglisten, fordi de danske rederier gør en stor indsats for, at deres skibe sejler så bæredygtigt som muligt.

For eksempel har FN’s internationale søfartsorganisation, IMO, sat som mål, at udledningen af drivhusgasser fra skibsfarten i 2050 skal være mindsket til halvdelen af niveauet i 2008. Men en virksomhed som Mærsk, der som bekendt er Danmarks største rederi, har besluttet at gå endnu længere ved at definere, at rederiet skal være CO2-neutralt i 2050. Altså et langt mere ambitiøst mål end en reduktion på 50 %. For erhvervsministeren er det et tegn på, at et erhverv på én gang kan være konkurrencedygtigt og bæredygtigt.

USA vippet af pinden

De danske rederier råder over 65 mio. bruttotons tonnage, og dermed passerede vi USA, der råder over 63 mio. tons bruttotonnage. Der er dog et godt stykke op til nr. 4 på listen, nemlig Japan, der har en handelsflåde på 114 mio. tons bruttotonnage. Nummer ét på listen, Grækenland, råder over 168 mio. tons bruttotonnage.

Omsat til økonomi er søfarten en af Danmarks store eksportbrancher. Eksportværdien af rederiernes aktivitet var i 2018 på 188 mia. kr., så det er gods til en betydelig værdi, der flyttes over vandene.

Megen søtransport foregår interkontinentalt på de store verdenshave, hvor Danmark sejler med nogle af verdens største containerskibe, men en stor del foregår også som såkaldt feeder trafik, hvor lidt mindre containerskibe fragter gods fra regionale containerhavne som for eksempel Aarhus eller Göteborg ud til de store, internationale containerhavne som Rotterdam og Hamburg, hvorfra de største skibe så overtager transporten.

Stykgods, bulktransport og transport i tanke er også en vigtig del af transporten til søs, hvor den femtestørste handelsflåde i verden naturligvis også spiller en betydelig rolle. Den helt nære trafik mellem indenlandske destinationer er dog ofte overtaget af lastbilerne, men her prøver rederierne også at komme på banen igen.

Divi