Når dine varer kommer fra ét sted til et andet, er det værd at vide, at det materiel, der fragter dem, er testet og afprøvet efter alle kunstens regler, således at du kan være tryg ved, at køretøjerne opfylder lovgivningen og de tekniske forskrifter.
Det er Færdselsstyrelsen, som står for administrationen af de tekniske afprøvninger. De udføres ikke af Færdselsstyrelsen selv, men er lagt ud til en række godkendte laboratorier og prøvningsinstanser, som alle sammen skal anvende et kvalitetsstyringssystem, så man kan være sikker på, at de tester og afprøver på baggrund af ensartede regelsæt og på de samme præmisser.
Prøvningen af køretøjerne foretages både af prøvevirksomheder, som er godkendt til aktivitet i udlandet eller er godkendte i udlandet – typisk i et andet EU-land – og af såkaldt akkrediterede prøvningsvirksomheder samt anerkendte prøvningslaboratorier.
Tidligere var det sådan, at kun anerkendte prøvningslaboratorier kunne foretage prøvningerne, men som så mange andre områder er også dette område blevet underlagt en vis liberalisering, således at det nu er et bredere felt af virksomheder, der kan foretage afprøvningerne. De skal derfor som nævnt alle anvende et kvalitetsstyringssystem, så de kan dokumentere deres arbejde, og så deres arbejde kan sammenlignes med andre prøveinstitutters arbejde.