Det er blevet populært at gøre karriere i søfarten. Knap 25.000 medarbejdere er ansat i virksomheder, som er medlem af brancheforeningen Danske Rederier, og dermed er antallet af medarbejdere steget med knap 1.500 personer i forhold til sidste år. Og interessant nok er det på skibene, at beskæftigelsen stiger – de fleste nye medarbejdere er søfolk, mens der er knap så mange nyansatte på kontorerne på land.
Flere danske medarbejdere
På skibene er der medarbejdere af mange nationaliteter, for shipping er et internationalt erhverv. Men opgørelsen af medarbejderbevægelserne, som brancheforeningen Danske Rederier har foretaget, viser også, at der kommer flere danske søfolk ude på skibene.
Dette matcher de målsætninger, som brancheforeningen har sat sig. Her vil man nemlig gerne have flere danske søfolk ansat på skibene, og også flere danskere på kontorerne i land.
Shipping er et omfattende erhverv med mange led – fra de fysiske operationer i havnene og på skibene til de omfattende manøvrer på land med planlægning af ruter, bemanding og booking af skibsplads, som er en kompliceret og omfattende opgave. Og når alt er timet og tilrettelagt – så er man som shippingmand stadig afhængig af vind og vejr, som i sidste ende afgør, om tidsplaner og planlægning holder.